Lektørudtalelse

Forfatter: Hans-Christian Uth

Bogen tager udgangspunkt i en række tv-programmer, Miraklet på Mols, som blev vist første gang i 2002. Tre af tv-seriens personer omtales i denne bog, som beskriver deres barndom, opvækst, succesfulde ophold på Ebeltoft Kurcenter, samt deres øjeblikkelige voksenstatus. Udover beskrivelserne gives baggrundsviden om årsagerne til fedme, konsekvenserne, behandlingsmuligheder og samfundsperspektiverne. Bogen afsluttes med en lærervejledning der ikke giver megen vejledning i undervisningstilrettelæggelse men nærmere supplerer bogens oplysninger og giver web- og litteraturhenvisninger. Endvidere et kort stikordsregister. Bogen består af cases og interviews, der veksler med faktabokse og faglige baggrundsartikler. Et væld af store og mindre fotos af dokumenterende og stemningsskabende karakter supplerer teksterne. En del af disse er sat på meget farvestrålende, og i læsemæssig henseende, meget uhensigtsmæssig baggrund. Bogen vil især være anvendelig til selvstudie og opgaveskrivning, men eventuelt også til sundhedsundervisning på de ældste klassetrin, hvor case-beskrivelserne kan overlades til eleverne selv. Vi har ikke megen litteratur specifikt om fedme-problematikken, men tidligere i år udkom Overvægt : 21 børn og unge skriver om at være overvægtig. Den er mere omfattende og rummer langt flere faglige oplysninger samt statistisk materiale