Lektørudtalelse

Forfatter: Walther Knudsen

En brugsbilledbog efter et kendt koncept: små børn ser på små dyr, dvs. insekter, snegle, regnorme og lignende. Billederne udgør hovedparten af bogen, og det er de små dyr, som er i fokus. Titlens to børn optræder på under en fjerdedel af bogens billeder. Teksterne er af to slags, dels en kort dialog mellem børnene om det aktuelle dyr dels en kortfattet faktatekst om dyret. Bogen er norsk, men så vidt mine zoologiske evner strækker, er der ikke noget af småkræet, der ikke findes i Danmark, ligesom der ikke vises natur, der ikke kunne være dansk. Inddragelse af de to børn i præsentationen af dyrene skal selvfølgelig øge læserens engagement, men som ovenfor antydet, virker deres medvirken en anelse påklistret. Det nedsætter nu ikke bogens brugsværdi. Som pegebog og naturnøgle kan den anvendes fra 4 år