Lektørudtalelse

Forfatter: Jytte Bræmer

Inden for en måneds tid udkommer to bøger om den franske sociolog Pierre Bourdieu. Som den første: Wilken: Pierre Bourdieu (06/35) er denne også en indføring i de centrale begreber i Bourdieus teorier. Habitus, symbolsk vold, diverse former for kulturel kapital og felt. Det overordnede tema for hans tænkning er balancegangen mellem objektivisme og subjektivisme og de underliggende strukturer for den menneskelige handling. Den strukturelle determination, der er væsentlig at beskæftige sig med ikke mindst i forhold til uddannelsessystemet. Bogen kommer i modsætning til Wilkens bog godt rundt om hans hovedværker og forholder hans teorier til andre store sociologiske teoretikere. Den kræver et godt forhåndskendskab til filosofisk og sociologisk teori, graver et spadestik dybere og vil udelukkende finde sine læsere på de videregående uddannelser og ikke mindst efteruddannelser. Så anskaffelse i forhold til den tidligere titel må afhænge af, hvor stor den pågældende målgruppe er i lokalsamfundet. Afsluttes med en selektiv bibliografi over P.B.'s righoldige forfatterskab, men henviser til netadresser, hvor en komplet bibliografi findes