Lektørudtalelse

Forfatter: Carsten Güllich-Nørby

Den første danske udgave, uden illustrationer, kom i 2005, og selvfølgelig er den nu illustrerede udgave stadig en sand tour de force i vidensformidling. Det visuelle materiale gør dog absolut ikke dette unikke opslagsværk mindre indbydende. Jeg indrømmer gerne en svaghed for denne form for populær naturvidenskabsformidling, ikke mindst når man som Bryson skriver så læseværdigt og tilgængeligt om selv svære emner. Selv uden den store forhåndsviden er det muligt om ikke andet at blive bare en smule mere vidende. Det flotte værk, der har den helt rigtige størrelse og layout til en søndag eftermiddag i lænestolen, er inddelt i seks store faktadele efterfulgt af fyldige kildehenvisninger, litteraturfortegnelse og registre. I indledningen skriver Bryson bl.a. om bogens mål: "Dette er en bog om, hvordan det gik til - i særdeleshed hvordan vi kom fra, at der slet ingenting var, til hvordan der så var noget, og dernæst hvordan en lille smule af det noget blev til os - og derudover om noget af det der skete indimellem og siden hen". Man bliver i godt humør af sådan en levende, boblende entusiastisk fortælleglæde. Det lyder lidt som starten på et eventyr, hvad det så jo også er naturvidenskabeligt set. Og så er det spændende læsning med "cliffhangere" som i en god spændingsbog. Dejlig bog om naturvidenskaben, brugbar til opgavebrug fra og med højeste folkeskoleniveau