Lektørudtalelse

Hånden er bogens centrale røde tråd. Den vinkende hånd fra arrestvinduet, som var det sidste den da 3-årige Bonnichsen (B) i 1946 så til sin onkel på vej til henrettelse som Hitlers KZ-bøddel, en vej som indledtes af systemtroskab uden refleksion over personligt ansvar. Den nu 63-årige B havde en flot karriere i politiet med bl.a. 20 år i Rejseholdet, inden han blev chef i PET. B starter med sin opvækst som socialt bevidst ung mand i grænselandet. Senere følger det belastende men spændende arbejde i Rejseholdet. Belastende ikke blot pga. arbejdspresset og den flakkende tilværelse, men måske primært pga. den stadige frygt for de risici, som B altid så latent indbygget i politiorganisationen: nemlig som onklen at glemme samvittigheden og i en god sags tjeneste komme til at se stort på metoderne i modstrid med det demokrati, man skulle forsvare. B så i sit arbejde altid mennesket bag forbryderen. "Man oplever, at man jager et bæst og fanger et menneske". Tankevækkende er også den sidste del i PET, hvor B's bekymring for antiterrorlovgivningen kun indbragte hån fra fx Dansk Folkeparti ved afskeden. B's afdæmpede indtrængende stil og livslange insisteren på et tolerant menneskesyn ofte med påvisning af forudgående omsorgsvigt bag forbryderen gør stort indtryk. En spændende sympatisk bog med appel til erindringslæsere med interesse for politiarbejde, samtidshistorie og -debat