Lektørudtalelse

Forfatter: Lisbeth Thue Hansen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Bogen henvender sig til voksne, der arbejder med børn og bevægelse i indskolingen, SFO, idrætsforeninger samt på daginstitutioner. Instruktører og idrætslærere kan med denne bog finde inspirationsmateriale og få ideer til arbejdet med børnene

Beskrivelse

Med udgangspunkt i faglige og pædagogiske overvejelser kan den voksne hente mange timers ideer til bevægelsesaktiviteter målrettet børnegruppen fra 5-9 år. Overordnede opgaver drejer sig om at kende sin egen krop, rum- og retningsfornemmelse, sanseapperatet, spænding og afspænding, balancer og koordination. Der er afsnit, der omhandler sprog og bevægelse samt musik og bevægelse. Et kapitel handler om udelege og et om daglige 10 minutters "start-dagen" programmer. Bogens aktiviteter er opbygget med stigende sværhedsgrad begyndende med individuelle småopgaver, til stationsarbejde i mindre grupper samt redskabsbaner, hvor opgaverne fokuserer på specielle bevægelsesmønstre. Der skabes på den måde progression, idet der arbejdes fra helt enkle lege til mere sammensatte aktivitetsforløb. Til mange af aktiviteterne giver forfatterne deres bud på sange og musik. Flere tekster har forfatterne selv produceret. Musikforslag samt litteraturliste er opstillet bagerst i bogen. Bogens illustrationer er farvefotos af glade børn, der udfører de foreslåede aktiviteter

Sammenligning

Forfatterne har tidligere udgivet lignende materialer. Her vil jeg nævne: Bevægelseslege med de 0-6 årige og deres voksne samt Leg, dans, musik og bevægelse med de 6-12 årige

Samlet konklusion

I disse tider med fokus på børn og bevægelse er det vigtigt med ny inspiration til bevægelsesmønstre for børn. Bogen anbefaler jeg til samtlige biblioteker, lærerbibliotek samt hylden på personalestuen