Lektørudtalelse

Forfatter: Jette Andreasen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Marianne Isager er en af landets fremmeste strikdesignere. Hendes opskrifter er gennemarbejdede, men man skal have modet til at give sig i kast med usædvanlige teknikker, der munder ud i raffinerede flerfarvede sweatre i tynd uld

Beskrivelse

Designeren har rejst i Afrika og ladet sig inspirere af tekstiler, tæpper og kurve. I en meget smuk farvesammensætning er indtrykkene omdannet til designs med geometriske mønstre. Der er sweatre, jakker og veste; mest til kvinder. Opskrifterne i bl. a. neverkont, gobelin- og jaquardstrikning er udførlige og forsynet med forklarende tegninger og nærbilleder af strikkeprøver. Der er gjort meget ud af at give sammenføjninger og kanter et smukt finish. Bogens layout er meget appellerende med flotte modelfotos af alle arbejder kombineret med afrikansk kunsthåndværk

Sammenligning

Det fremgår ikke umiddelbart, men bogens opskrifter er gengangere fra Afrika : strik med afrikansk inspiration, 1999 og 2. udgave 2001. Det er således kun layoutet, som er nyt. Isagers opskrifter ligner ikke rigtig noget, man kan finde i andre strikkebøger. Men teknikkerne kendes fra hendes tidligere bøger fx Inka : latinamerikanske inspirationer i nordisk strik, 2005

Samlet konklusion

En meget smuk strikkebog, der ophøjer strikning til kunsthåndværk, men hvis opskrifter går igen fra 2 tidligere udgaver