Lektørudtalelse

Forfatter: Ellen Lind Jensen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Endnu en coachingbog har set dagens lys. Denne bog vil henvende sig til såvel ledere som "almindelige mennesker" måske endda mest de sidste, da bogen ikke så meget handler om coachingteknik som om det at være sit eget livs direktør

Beskrivelse

Bogen er endnu et sympatisk bud på, hvordan man får tilværelsen til at hænge bedre sammen, så man bliver et helt menneske. Forfatteren har sit eget coachingfirma med kundekreds både i Norge og USA. Hendes udgangspunkt er den følelsesmæssige intelligens, som man opnår gennem at kende sig selv. Følelser er besværlige men uomgængelige og vel med til at gøre livet interessant. At kende sig selv drejer sig om at kende sine stærke sider og at håndtere sine følelser hensigtsmæssigt. Bogen falder således i 3 afdelinger: Kend dig sig, Led dig selv samt Øvelser og Eksempler

Sammenligning

Når jeg sammenligner coachinglitteratur plejer jeg at skelne imellem dem, der har maskulin eller feminin målgruppe. Denne bog placerer sig i midterfeltet. Den er skrevet af en kvinde, men har erhvervslivet i fokus. Dvs. eksempler og kontekst i vidt omfang drejer sig om arbejdslivet, hvilket er med til at gøre den spiselig for mændene

Samlet konklusion

En læsevenlig, engageret fremstilling om det at være leder i sit eget liv. Dvs. at tage ansvar for egen lykke og udvikling. Hovedvægten er lagt på den følelsesmæssige intelligens og fokus på personens stærke sider. Bogen rummer øvelser og afkrydsningsskemaer til at fremme selvindsigt og bedre kommunikation med omverdenen