Lektørudtalelse

Forfatter: Ulla Møller

Anvendelse/målgruppe/niveau

En inspirationsbog for børn i alderen 5-8 år, dog nok mest for piger samt deres mødre. Nogle ideer og opskrifter kan også bruges i daginstitutioner

Beskrivelse

Forfatterne er søstre, Nadja er stylist, Maria er indehaver af en børnetøjs- og livsstilsbutik. Bogen er årstidsopdelt, og formålet er at inspirere børn og deres forældre til udendørs- og indendørsaktiviteter. Årstiderne er opdelt i temaer som fx hybentid, julepynt, påskestemning, jordbærtur. Der er opskrifter på mad og drikke samt ideer til fremstilling af bl.a. drager, blomsterkranse, huler og ting af strandfund. Til hvert tema er knyttet en kort indledning. Det kan være et tilbageblik på søstrenes barndom eller lidt om, hvordan deres egne familier oplever en skovtur eller en strandtur. Stemningen er nostalgisk fra forsidens smilende, pageklippede lillepige i retrostil til fortællingerne om svundne somre. Opskrifter og anvisninger er kortfattede og nemme at gå til. Bogen er gennemillustreret med lidt slørede farvefotos af de færdige resultater fra hårelastikker til muffins. Skabeloner, forhandlerliste og plads til notater bag i bogen

Sammenligning

En livsstils- og coffeetablebog for de yngste, form og indhold minder en del om Lisbett Wedendahls Familieliv, 2007

Samlet konklusion

Bogen er mere udtryk for to voksne kvinders længsel efter barndommens land og deres forsøg på at iscenesætte deres eget familieliv end en idebog. Ingen ideer hæver sig over, hvad man kan se i diverse tidsskrifter, men fordelen er, at de her er samlet i en bog