Lektørudtalelse

Forfatter: Jytte Bræmer

Anvendelse/målgruppe/niveau

For nye studerende, der skal igang med en videregående uddannelse

Beskrivelse

Ny udgave af en håndbog i studieteknik beregnet for alle studerende, der skal i gang med en videregående uddannelse. Fokus er specielt med repetition op til en eksamen, men der er også afsnit om tekstmarkering og notatteknik, det at få mest mulig udbytte af forelæsninger og læsegrupper, opgaveskrivning, læseteknik, forskellige måder at læse på og ikke mindst værdien af at planlægge sin tid systematisk op til en eksamen. Den er kortfattet og præcis, og hvert enkelt afsnit afsluttes med en opsummering i form af et antal korte gode råd. Lettilgængelig og hurtig læst håndbog, der vil tale til studerende, der ønsker konkrete gode råd til at få en bedre eksamen

Sammenligning

Det er ingen indholdsmæssige ændringer i forhold til 1. udgaven fra 1990, men det grafiske layout er frisket op og moderniseret. At dømme efter de eksemplarer, jeg har haft i hånden, trænger den 18 år gamle bog til en udskiftning. Der er mange bøger om studieteknik a la denne. Fx har forfatteren selv udgivet Større udbytte - mindre slid, 1993, der er beregnet for ungdomsuddannelserne. For få uger siden kom Oddbjørns Bys Memo, der er en metode til at huske bedre med henblik på at opnå en bedre eksamen

Samlet konklusion

God håndbog med gode råd og studie- og læsevaner for den nye studerende