Lektørudtalelse

Forfatter: Henrik Munch Jørgensen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Denne meget lettilgængelige bog om undervisning af børn med Aspergers syndrom henvender sig overvejende til lærere og lærerstuderende, men også pædagoger, kontaktpersoner samt andre, som privat eller professionelt omgås unge med Aspergers syndrom, kan have stor glæde af bogen

Beskrivelse

Matt Winter underviser i grundskolen på New Zealand og har via sit arbejde mødt mange børn med Aspergers syndrom. Hans mål med denne udgivelse er at opsummere den faglige viden om emnet samt give læseren nogle gode redskaber til arbejdet med børn med Aspergers syndrom. Hvilket lykkes virkelig godt. Bogen præsenterer adfærdsforstyrrelsen på en letforståelig måde, samtidig med at den rummer mange gode ideer til at guide børn med Aspergers syndrom gennem mødet med folkeskolen

Sammenligning

Sammen med denne udgivelse er det oplagt også at læse Teamets arbejde med - børn med særlige behov, 2006 og Lines historie, 2007, som er Lines egen autentiske historie om et liv med Aspergers syndrom

Samlet konklusion

Meget lettilgængelig fagbog af høj kvalitet, som kort og præcist beskriver kendetegnene ved Aspergers syndrom og giver mange gode redskaber til at guide mennesker med Aspergers syndrom gennem deres skolegang. Det er en bog, som bør læses af alle lærere, som arbejder med Asperger-børn