Lektørudtalelse

Forfatter: Jens Hjøllund

Anvendelse/målgruppe/niveau

Digte om søskendeforhold og et gribende og nuanceret portræt af et sart og psykisk skrøbeligt menneske som vil appellere til mange, også unge og ikke så lyrikvante læsere

Beskrivelse

Teksterne i Christel Wiinblads digtsamling er som opslag i en dagbog forsynet med en nøgtern angivelse af datoen. Til sammen udgør de et forløb fra januar 2006 og frem til den dag i juli samme år, hvor forfatterens psykisk syge lillebror forsøger at tage sit eget liv. Allerede i det første digt foregribes det uafvendelige som skal ske, vekslende med tilbageblik på deres fælles barndom og ungdom, præget af ømhed, smerte og konflikt. Begge er i besiddelse af en psykisk sårbarhed og sensibilitet som de forvalter og håndterer på vidt forskellig måde: Søsteren i kunstnerisk kreativitet, og broderen - trods sin lidenskab for musik og sangskrivning - i stadig mere selvdestruktiv retning "på jagt/ efter en eller anden håndgribelig form/ for lindring,/ for trøst,-". Indlagt i bogen findes musik-cd'en Have a heart med broderen Jannick Wiinblad og bandet Mother Sparrow

Sammenligning

CW er udgået fra Forfatterskolen og debuterede tidligere på året med digtsamlingen 49 forelskelser

Samlet konklusion

Digtene er umiddelbart gribende, og trods det selvbiografiske udgangspunkt bliver de aldrig private eller patetiske. De sætter ord på komplekse følelser og bryder tabuet omkring psykisk sygdom, men de skaber den fornødne distance til stoffet i kraft af deres nuancer og sproglige kompleksitet