Filmvurdering

Forfatter: Ulrich Breuning

Anvendelse/målgruppe/niveau

Shreklig jul fra 2007 er en 3D-kortfilm på knap og nap en halv time. Den fortæller på sin egen hæsblæsende facon om meningen med jul og henvender sig til lidt større børn, der kan blive underholdt, mens de venter på julegaver!

Beskrivelse

Trolden Shrek har stiftet familie med kone (prinsesse Fiona) og tre børn. Han nyder fred og ro og hygger sig sammen med børnene, der morer sig med et stinkende mudderbad! Da hans ven Æsel fortæller, at Shrek må se at få gjort klar til jul, bliver han vred, for trolde holder altså ikke jul! Faktisk hader trolde jul og alle festligheder. Men Fiona får Shrek på andre tanker. Han må anskaffe sig bogen Jul for landsbytosser og pynter hytten festligt op. Og så kommer Æsel og venner og slår gækken løs! Det bliver en rigtig ildelugtende jul!

Sammenligning

Shreklig jul fra underholdningsgiganten DreamWorks genbruger univers og persongalleri fra de muntre, postmoderne genistreger Shrek, 2001, Shrek 2, 2004 og Shrek den tredje, 2007. Der er altså tale om en munter julehilsen, en julespøg, som dog ikke er mere spøgefuld, end den seriøst undfordrer Walt Disneys monopol på "rigtig" amerikansk julehygge. I teknik og tempo er Shrek-serien sammenlignelig med andre computeranimerede familiefilm som for eksempel Toy story, 1995 fra Pixar Studio

Samlet konklusion

Sædvanen tro blander også denne Shrek-film alskens eventyr og figurer i en stor pærevælling og fokuserer på budskabet om, at jul er hjerternes fest. Der er altså intet nyt under solen, men filmen skader ingen omkring juletræet!