Lektørudtalelse

Forfatter: Kent Skov

Anvendelse/målgruppe/niveau

For alle med hang til moderne pressehistorie; spændende som en krimi. I disse finanskrisetider er der også et par gode historier for interesserede i nogle af de mest aktive jonglører i dansk og international erhvervsinvestering bl.a. hovedinvestoren Morten Lund og de kendte islændinge bag Baugur og Dagsbrun samt kineseren Richard Li

Beskrivelse

De seneste års gratisaviskrig blev udløst af det islandsk-danske dagbladsprojekt Nyhedsavisen. Avisen havde tårnhøje ambitioner om at lave en annoncefinansieret gratisavis på højt journalistisk niveau, der skulle tage kampen om mod betalingsaviserne. Varslingen af den nye avis fik den etablerede presse helt op af stolene og udløste et mindre skov af indbyrdes konkurrerende gratisaviser, som man dagligt ser resultaterne af på landets togstationer. De fire journalister bag bogen arbejdede som menige på avisen, og de kommer godt og spændende rundt om forløbet og hovedaktørerne bag avisen fra starten til dens endeligt forårsaget af kapitalmangel. Den konstante kamp for at skaffe penge, sikre annoncesalg og distribution beskrives fyldigt, så bogen udgør også et stykke tidstypisk erhvervshistorie

Sammenligning

Bogen er umiddelbart sammenlignelig med den næsten identiske beretning om et andet ambitiøst dansk avisprojekt i nyere tid Ingen kender Dagen. Bogen her er også skrevet af journalister indefra, der har et førstehåndskendskab til begivenhederne

Samlet konklusion

Virkeligt spændende og velskrevet beretning om dagbladsprojektet Nyhedsavisens tilblivelse og død