Lektørudtalelse

Forfatter: Jesper Holtoug

Anvendelse/målgruppe/niveau

Overordentligt spændende bog for nysgerrige, der godt vil vide noget om livet omkring os og hvordan det hele blev til. Bogen bør udstilles og omtales, så alle ved, at en sådan bog findes - en bog, der er vanvittig nok til at ville forklare "det hele" på lidt over 100 sider. Sprogligt og indholdsmæssigt er den ikke helt let at læse, så man bør nok have rundet de 12 år før man forsøger alene, heller ikke selvom bogens tegninger måske signalerer en yngre modtagergruppe

Beskrivelse

For nogle år siden udgav Bryson en meget omtalt fagbog for voksne - en bog der lovede at fortælle alt om det hele i ét hug. Et fantastisk projekt. Alene forsøget på at formidle altings store sammenhæng i en enkelt bog for helt almindelige mennesker var imponerende. En nyklassiker indenfor den noget uglesete populærvidenskabelige genre var født. Bogen her er en børneversion af denne - endnu enklere, kortere og sjovere. Seks gennemillustrerede hovedafsnit om verdensaltets og menneskets tilblivelse med rigtig mange små og store afstikkere i hele den brede naturvidenskabs forunderlige verden

Sammenligning

Helt enestående - tåler sammenligning med andre

Samlet konklusion

Overordentlig spændende og tankevækkende bog om altings tilblivelse med et utal af overraskende afstikkere til alle mulige afkroge af naturvidenskaben. Bedre reklamefremstød for den noget betrængte naturvidenskab kan næppe tænkes. Et formidabelt projekt, men helt let er bogen ikke, læseren skal være godt oppe på tæerne for at hænge på