Lektørudtalelse

Forfatter: Anne-Meta Lind Brunsborg

Anvendelse/målgruppe/niveau

Foucault anvendes inden for en lang række studier, og en introduktion til hans liv og værk vil blive brugt i mange sammenhænge

Beskrivelse

I første kapitel gennemgår Nilsson Foucaults liv fra den tidligste ungdom til hans død i 1984. Han deler hans forskerkarriere op i tre perioder, nemlig den "arkæologiske" periode indtil 1970, hvor forskellige videns- og kundskabssystemer (fx "fornuften" versus "galskaben") analyseres. Derefter er den magtanalytiske periode i 1970'erne med fokus på forskellige former for magtteknikker. Endelig er der den subjektorienterede periode fra ca. 1979 til hans død. Her er der især fokus på selvteknologiernes eller selvdisciplinens historie bl.a. som dele af Seksualitetens historie. De næste tre kapitler helliges hver af disse perioder. Kapitel 5 beskæftiger sig med Foucaults politiske tænkning og engagement. Endelig perspektiveres op til vores samtid i kapitel 6. Der er en fyldig bibliografi og litteraturliste og et godt register. Sproget er klart og engageret, og formidlingen lykkes godt

Sammenligning

Det er Nilssons første udgivelse på dansk. I år er introduktionerne Magtens kartografi og Foucault tidligere udkommet

Samlet konklusion

Roddy Nilssons fortjeneste er, at han med denne gennemgang i et klart sprog gør Foucaults tanker tilgængelige for en større kreds. Fint redskab for førstegangslæseren af Foucault