Lektørudtalelse

Forfatter: Lotte Lykke Simonsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Noveller til brug både i undervisning og til læsning i fritiden - for målgruppen de 11-15-årige

Beskrivelse

Novellesamling med otte noveller, meget forskellige noveller, der alle har vundet en konkurrence hos forlaget "Høst & Søn". Alle forfatterne er tidligere eller nuværende elever på Forfatterskolen på Børnelitteratur. Emnerne i novellerne har alle det fælles tema "forandringer", men derudover er de meget forskellige og kommer bl.a. ind på emner som: fedtsugninger, genmanipulation, ondskab, silikonebryster, fattigdom, varulve, skyld og fordomme. Stilen i de otte noveller er meget forskellig, men alligevel er der en meget flot gennemgående stemning, som gør at helheden i bogen er flot og intakt. Der er både kendte og ukendte forfattere iblandt. Alle otte noveller er af høj kvalitet, men specielt to gjorde indtryk - Dorthe de Neergaards Fedtlavinen og Lone Andersens En god dag, blev begge siddende længe efter bogen var læst og lukket! Sproget i alle novellerne svinger fint og formår at få historierne ud over rampen. Alle novellerne startes med en helsides flot illustration, som meget fint sætter stemningen. Illustratoren er kendt for sin ekspressionistiske streg og markante beskæringer

Sammenligning

Der er i de sidste par år heldigvis udkommet flere noveller for børn og unge, men vi kan sagtens bruge flere i denne gruppe. Specielt nogle som tager fat på brugbare temaer, som denne gør

Samlet konklusion

Otte velskrevne noveller, alle med temaet forandringer, der kryber ind under huden og bliver der