Lektørudtalelse

Forfatter: Lotte Lykke Simonsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Oplæsningsbog for de 7-10-årige, som selv kan gå ind og gense tv-serien af samme navn på DR Bonanza

Beskrivelse

Bogen kom første gang i Danmark i 1964, og er op gennem årene kommet i forskellige oplag. Nu er den her igen i den originale oversættelse af Ellen Kirk. Omslaget viser foto af de to hovedpersoner Fie og Hampus, fra tv-serien af samme navn. Der findes en slags hvide sten, som er så smukke, at man absolut må have dem. Pigen Fie havde sådan en sten. Hun havde ikke tænkt sig at give den til nogen. Men så traf hun Hampus, som lovede at male øjne, næse og mund på kirkeklokken, hvis han fik den. Sådanne ting er småsager, når man ved, at man får den hvide sten. Historien fortæller om de to ensomme børn, der flygter i deres fælles leg fra dagligdagen ind i en eventyrverden, hvor de må trodse mange farer for at gøre sig fortjent til den magiske hvide sten. Jeg kan stadig genkalde mig den stemning som både bog og tv-serien gav, da jeg så/hørte dem første gang. Selv om oversættelsen og sprogstilen er fra midt i tresserne, og der er ord, som børn i dag ikke lige kommer i berøring med hver dag, så fungerer historien stadigvæk og giver en den samme oplevelse, som den har gjort igennem årtier. Den eneste anke er, at bogen er sat med en meget lille komprimeret skrift, som gør den lidt svært tilgængelig

Sammenligning

Bogen har den samme stil som i originaludgaven med omslag, sats og oversættelsen

Samlet konklusion

En charmerende og dejlig bog, som børn i dag helt klart også fortjener at blive præsenteret for