Lektørudtalelse

Forfatter: Birgit Hald

Anvendelse/målgruppe/niveau

Denne fotobilledbog om danske øer henvender sig primært til sejlere, men den vil appellere til alle med interesse for de små øer

Beskrivelse

Bent Lyman har været en særdeles aktiv sejler i omkring en menneskealder og har skrevet om tur- og kapsejlads næsten lige så længe. Pressefotograf Arne Magnussen har specialiseret sig i luftfotografering, og han stod sammen med BL bag artikelserien "Danmarks Dejligste Øer" i bladet "Sejlsport" som bogen er en bearbejdning af. Læseren præsenteres for 56 øer i alfabetisk rækkefølge, og de er med enkelte markante undtagelser udvalgt efter om de kan traves rundt på en dag, og om der er noget særligt at opleve på dem. Langt de fleste af øerne beskrives på et enkelt opslag, men nogle får lidt mere plads. Det er de flotte luftfotos der dominerer indholdet, men fra mange af øerne er der derudover flere gode farvefotos af dansk sommeridyl til lands og til vands. Teksten, der er en blanding af fakta og personlige oplevelser, er skrevet i en causerende stil med et blink i øjet

Sammenligning

Opslagsværket Danmarks småøer, 5. oplag, 2004, med fakta om 129 øer og De danske øer : en lystrejse, 2. udgave, 2009, der beskriver 50 øer og er en blanding af fakta og personlige oplevelser går mere i dybden med stoffet, men har ikke så flot en billedside

Samlet konklusion

Pæn fotobilledbog om danske øer set fra sejlerens synsvinkel, men med bred appel