Lektørudtalelse

Forfatter: Helle Winther Olsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Den islandske forfatter er nu klar med sin anden krimi fra sit mørke land, som vil tiltale læsere af den mere underspillede, men ikke mindre dramatiske slags

Beskrivelse

En lille havneby på et vinterkoldt Island lyses dramatisk op af påsatte brande, som alle rammer de "tunge" familier i byen: præstens, skipperens og fabrikantens. Kriminalkommissær Valdimar tilkaldes som assistance fra hovedstaden, men ret snart må han arbejde alene, for den lokale betjent virker også ret involveret i de underliggende intriger, der kunne tyde på flere gerningsmænd. Læseren møder et stort persongalleri, og handlingen skrider kun langsomt frem, mens antydninger og skitser til konflikter slås an. Det er hos de unge i familierne, at man skal starte med at søge sandheden om de bagvedliggende traumer - magtkampe baseret på utroskab og jalousi, og hvor alle har noget på hinanden - og forfatteren skildrer ordknapt, men præcist hvor lidt børn og forældre i virkeligheden kender og forstår hinanden. Krimien er ikke spektakulært spændende, men plottet fungerer på sin egen måde og rummer overraskelser i løsningen

Sammenligning

Læs også Kvinden der forsvandt, 2007 der ligeledes tematiserer familien og kønsdrifterne

Samlet konklusion

Værdig repræsentant for den islandske krimi, som spiller på disse karakteristiske, lidt sonore strenge, der fremviser et på en gang velkendt og fremmed nordisk univers. Det store persongalleri til trods, formår bogen at boltre sig i skarpe og overbevisende portrætter - en rigtig "menneskekrimi" helt uden monstre