Lektørudtalelse

Forfatter: Else Lerche

Anvendelse/målgruppe/niveau

Pegebogen er en meget fin, ordløs bog om julen til de allermindste, fra 1-2 1/2 år. Den er et fint tilbud til voksne, der vil forberede børnene på julen, eller til at snakke sammen om den, mens den står på

Beskrivelse

Hanne Bartholin er velkendt fra egne udgivelser som fx En dag, 2001 og som illustrator til andres tekster, fx Orm får en ven, 2007. Forsiden på pegebogen prydes af to små nisser, der spejler sig i en glaskugle. De går igen på hver illustration, men har gemt sig bag de afbildede genstande. Nisserne vil de små læsere helt sikkert være optaget af at finde. De ting, der vises på illustrationerne, har alle relation til julen: et kalenderlys, en snemand, enkelte dele til et julehjerte, der på næste side er flettet, kagedej, der på næste side er kagemand og kagekone, julegaver, risengrød, juletræ, udpakkede gaver og de to nisser, der giver hinanden et julekys. Bagsiden viser en julestjerne og har teksten "find nisserne". Illustrationerne er fritskrabede, tegnet i en klar og tydelig streg i varme, mættede farver. I al deres enkelhed udstråler illustrationernes bløde former, varme og charme

Sammenligning

Der er kun få pegebøger om dansk jul og ingen så enkle som denne. Fra børnene er 2 år, kan de læse Mette pynter juletræ, 2002

Samlet konklusion

Pegebogen er et fint eksempel på, at meget enkle illustrationer kan udstråle charme og varme. Det er en vellykket pegebog, der sætter billeder på julen for de yngste læsere, og dermed giver anledning til at den voksne fortæller om julen