Lektørudtalelse

Forfatter: Else Lerche

Anvendelse/målgruppe/niveau

Titlen udkom første gang i 1843. Man kan læse den selv fra ca. 13 år og den er særdeles velegnet til højtlæsning i julemåneden for hele familien, fra 8-100 år

Beskrivelse

Nærige Mr. Scrooge møder julenat tre ånder, der skræmmer ham og får ham til at ændre sit liv. Han bliver venlig og gavmild og julefreden indfinder sig. Hans-Jørgen Birkmose har oversat Dickens tekst til et velfungerende, levende dansk, der har bevaret den gamle sprogtone og dermed atmosfæren fra den tids England. Der er altså ikke tale om en bearbejdelse til børn. De s/h illustrationer er af Arthur Rackman, der levede fra 1867-1939. Udover små ornamenter øverst og nederst på siderne, består de af næsten helsides illustrationer tegnet i forskellige teknikker. Nogle er stregtegninger, andre synes at være raderinger. Fælles for dem er, at de passer virkelig flot til teksten. Forsiden viser udsnit af dele af illustrationer dækket med rødt og en farveillustration midt på siden. Bogen, der er trykt på kvalitetspapir og har et flot layout, er fint boghåndværk

Sammenligning

Der er en del udgaver af Et juleeventyr. Smukke farveillustrationer af Innocenti i udgaven fra 1990 og af P.J. Lynch i udgaven fra 2006. Chris Mould har lavet en billedbogsversion i 1997 og Anne de Graaf har genfortalt eventyret i en udgave fra 1997

Samlet konklusion

Teksten og illustrationerne klæder hinanden i denne smukke bog. Denne udgave er især velegnet til oplæsning ved juletid for store børn og voksne. Den rummer ikke bare en julehistorie, men også en spøgelseshistorie