Lektørudtalelse

Forfatter: Jette Andreasen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Disse meget forskellige trøjer og sweatre designet med inspiration fra naturen på 15 danske øer har detaljer og mønstre, der vil udfordre den trænede strikker

Beskrivelse

Øerne er den røde tråd, der også giver anledning til et smukt layout med mange gode naturfotos. Forfatteren, der er elev af Marianne Isager, tilføjer disse strikmodeller sit helt eget udtryk i en enkel skandinavisk stil. De er strikket i Isager-garn, hvilket for de fleste modeller vil sige tyndt uldgarn. 2 herresweatre og 13 trøjer/sweatre til kvinder. Der er stor variation med både klassiske snoninger, mønstre i flere farver og kropsnært design. Forskellige former for bølgelinjer er et gennemgående træk. Alle modeller vises på tydelige fotos, og opskrifterne er gennemarbejdede og yder god vejledning til de ofte lidt udfordrende teknikker

Sammenligning

Annette Danielsen har lavet andre appellerende strikkebøger, fx Strik naturligvis, 2008 og Strik en stund, 2010. Hendes modeller er i alle bøger fyldt med detaljer i en klassisk skandinavisk stil med et feminint touch. Mere enkelt end mange af Marianne Isagers modeller, der har træk af folklore

Samlet konklusion

Dansk strikdesign, når det er bedst, og dertil smukt, tematisk serveret. For de erfarne strikkere