Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Krøgh

Anvendelse/målgruppe/niveau

Amerikanske Karin Slaughter har sit eget publikum, som straks vil efterspørge denne hendes ottende effektive og velskrevne krimi. Anvendes på linje med hendes øvrige bøger

Beskrivelse

I sin mors hus finder specialagent Faith Mitchell sit spædbarn skjult, en dræbt mand og en gidselsituation - men ingen mor. Faith tager affære og skyder såvel gidsel som gidseltager, og i stedet for at deltage professionelt i efterforskningen, er hun pludselig selv involveret som vidne og mistænkt. Faiths kollega Will Trent og traumelæge Sara Linton arbejder sammen om sagen, hvor loyaliteten over for Faiths mor, som selv har arbejdet i narkotikapolitiet, kommer på prøve. Slaughters univers er som altid Georgia, og flere af personerne er gamle kendinge; Trent og Linton har således været hovedperson i hver sin Slaughter-serie, mens de siden Genesis, 2010, og Brudt, 2011, har arbejdet side om side (og lidt mere end det). Slaughter er velskrivende og forstår at skrue en elementært spændende og hårdkogt krimi sammen

Sammenligning

Karin Slaughter (f. 1971) kan sammenlignes med amerikanske krimi-spændingsforfattere som fx Harlan Coben og Patricia Cornwell

Samlet konklusion

Som altid leverer amerikanske Karin Slaughter en spændende og effektiv krimi med flere lag end som så. Den vil gå som varmt brød hos de læsere, der allerede kender til hendes univers fra Georgia. Nye læsere kan begynde her, selv om de i så fald ikke vil fange alle hentydninger og forhistorier