Lektørudtalelse

Forfatter: Alma Lind Jensen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Bogen handler om omsorgssvigtede børn i den absolut allertungeste ende. Den beskriver en lang række tilfælde med stor menneskelig indsigt og kærlighed. Bogen kan læses af fagpersoner, som kommer i berøring med alvorligt omsorgssvigtede børn, men kan også læses udenfor fagkredse af alle voksne som måtte interessere sig for emnet

Beskrivelse

"Drengen der voksede op som hund" er kun én af de mange børneskæbner, vi møder i denne bog, der er skrevet af børnepsykiater Bruce D. Perry, en internationalt anerkendt kapacitet indenfor området, i samarbejde med Maia Szalavitz, journalist med speciale i videnskab og sundhed. Gennem denne række af klientberetninger får vi et indblik i Perrys metoder og de teorier og videnskabelige fakta, der ligger til grund. Læsningen af disse beretninger er hjerteskærende, da der er tale om børn der har været udsat for alvorlige tab og gruopvækkende traumer. Samtidig er det opløftende læsning, fordi alle beretningerne rummer håb og i flere tilfælde en lykkelig udgang

Sammenligning

Der findes en del bøger med fortællinger om omsorgssvigtede børn og terapeutens/psykologens/pædagogens arbejde med dem - senest I sku' bare ha' set mig, 2011. Men den minder mig også om Kærlighedens bøddel og andre psykoterapeutiske fortællinger, 3. udgave 2007

Samlet konklusion

Det er ikke solstrålehistorier i denne samling af børnepsykiatriske fortællinger om børn, der har været udsat for kolossale lidelser. Alligevel står vi som læsere tilbage med et håb og en dybere indsigt i, hvad der former et menneske