Lektørudtalelse

Forfatter: Anny Skov Madsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Skuespillerbiografier har et stort publikum, og samtalebogen om én af de største er ingen undtagelse

Beskrivelse

Ghita Nørby er født i 1935 og debuterede som skuespiller i filmen Ung leg i 1956 og fejrede i 2006 sit 50-års jubilæum. Hendes repertoire er vidtspændende fra folkekomedierne i 50'erne og 60'erne til klassiske roller på Det Kgl. Teater bl.a. Misantropen i 1973 instrueret af I. Bergman. Derudover kan nævnes tv-serierne som Matador og Ørnen. Hun er også en efterspurgt fortolker af H.C. Andersen. I bogen hører vi om hendes opvækst, karriere, privatliv og om livets op- og nedture. Vi møder Ghita selv og en række af hendes chefer, instruktører, kolleger, venner og eksmænd. Indirekte fortæller den rigt illustrerede bog også om dansk teater- og filmhistorie. Lea Korsgaard var medforfatter til den roste bog Det store bogtyveri, 2005 og modtager af "De Berlingske Journalisters Pris" samme år

Sammenligning

Mine egne veje, 2005 er interviews. Mine levende billeder, 2009 er om hendes film, og senest er der udkommet Ghitas roser, 2011

Samlet konklusion

Den velkomponerede biografi og portrætbog om én af de største og kendteste danske skuespillere fortæller levende om Ghitas liv, mangfoldige karriere samt om det danske teater- og filmliv. Vi kommer også tæt på det private menneske og omkostningerne for det brændende engagement, der gennem alle årene har drevet hende. Det er en klog bog, som vil blive vel modtaget overalt