Lektørudtalelse

Forfatter: Bo Knudsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Flunkebøgerne er uden tvivl de ca. 4-8-åriges favorit blandt myldrebilledbøgerne. Med sit store format og en farvestrålende forside skal bogen her nok blive fundet i billedbogskrybben, og som alle de tidligere bøger vil den blive bladret til laser af børnene, både med og uden en voksen oplæser

Beskrivelse

Miniflunkerne er på størrelse med mus, og de er flyttet ind hos den helt almindelige familie Gyldenstjerne. Læseren skal finde de forskellige flunker og studere de mange detaljer på de store opslag, der viser børneværelset, køleskabet, badeværelset, middagsbordet, haven osv. Det hjemlige miljø giver mange detaljer, som børn kender og kan forholde sig til. Det får bogen til at skille sig lidt ud fra de tidligere. På hvert opslag er en tekst, der beskriver billedet og opgaven

Sammenligning

Dette bind ligner helt de mange tidligere. Der er en barsk humor og flunkerne er ret ondskabsfulde. Det får flunkebøgerne til at skille sig ud fra mængden. Der er stadig læsere til Hvor er Holger?, men flunkerne er nr. 1

Samlet konklusion

Myldrebilledbog med enorm appel. Det er absolut uforpligtende underholdning, men der er timevis af den i bogen her. Det er ikke fordi opgaverne er svære, men de mange detaljer og den lidt barske humor gør, at bogen kan kigges igennem mange gange