Filmvurdering

Forfatter: Ulrich Breuning

Anvendelse/målgruppe/niveau

Den kæmpestore bjørn, 2011 er et flot 3D-eventyr om naturens mystik og mægtige kræfter indpakket i en såre dagligdags historie om søskendejalousi og -kærlighed. En til tider truende uhygge med en jæger og bjørn har korrekt givet filmen Medierådets 7-års grænse, så den primære målgruppe er derfor børn 7-12 år samt deres forældre. Kan på grund af sit interessante natursyn i særdeleshed formidles til børn med interesse for flora og fauna

Beskrivelse

11-årige Jonathan og lillesøster Sophie er på sommerferie hos morfar i Nordsverige. Her er reglerne klare: Børnene må kun lege i haven, for den store skov er uendelig farlig! Et skænderi med Jonathan får dog Sophie til at gå ud i den forbudte skov, hvor hun møder en gigantisk bjørn, der er så stor og gammel, at der gror træer på dens ryg. Jonathan går også ud i skoven for at finde søster og slår følgeskab med en jæger, der dog har en særlig dagsorden: Han er besat af tanken om at slå den kæmpestore bjørn ihjel!

Sammenligning

Esben Toft Jacobsens (f. 1977) debutfilm er karakteriseret ved et meget smukt, japansk inspireret design, hvor naturens skønhed og vildskab får eget liv. Og kan på den måde sammenlignes med Hayao Miyazakis værker. Hans afgangsfilm Drengen i kufferten fra Den Danske Filmskoles animationslinje i 2006 handler også om søskendejalousi og kan tematisk ses som en forløber for spillefilmen. Han har desuden instrueret et afsnit i Anders Morgenthalers "Carsten & Gittes filmballade" fra 2008

Samlet konklusion

Meget anbefalelsesværdig dansk børnefilm