Lektørudtalelse

Forfatter: Bent Birk Kristensen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Forfatteren er kendt både fra sin tid som PET-chef og sin ufrivillige afgang som direktør for Folketinget, men det er nok primært interesserede i PET, bogen henvender sig til

Beskrivelse

PET-rapporten i 16 bind fra 2009 satte gang i forfatterens tanker om at skrive sine erindringer og bidrage med sin version af PET's historie. Han var chef for PET i perioden 1975-1984 og efterfølgende bl.a. direktør for Folketinget, hvorfra han blev fyret i 2000. Denne del er dog ikke med i bogen, som udover tiden i PET, der fylder ca. 1/3, skildrer hans opvækst og tiden i Justitsministeriet fra 1965-1975. En lang bog hvor hans beskrivelser af tiden som chef for PET er bogens mest interessante med bl.a. afsløringer af udvisninger af CIA-agenter i 1970'erne på grund af ulovlige aflytninger af Nordkoreas ambassade. Han supplerer sine skildringer med en række refleksioner over både aktuelle og kontroversielle problemstillinger

Sammenligning

Flere bøger skildrer efterretningstjenesterne både udefra og indefra, men ikke fra øverste ledelsesniveau. Nævnes kan bl.a. Demokratiets vogtere, 1999, PET : historien om Politiets Efterretningstjeneste, 2009 og Hånden : en PET- og politikrønike, 2006

Samlet konklusion

En omfangsrig erindringsbog fra den tidligere PET-chef hvor især skildringen af årene som PET-chef står stærkest