Lektørudtalelse

Forfatter: Kresten Søe Christensen

Anvendelse/målgruppe/niveau

For snapseglade naturentusiaster

Beskrivelse

Selv om man har læst og brugt næsten et utal af bøger om kryddersnaps gennem årene, så er det svært ikke at lade sig charmere af denne lækre indbydende bog. Godt nok med det ene ben i coffee table- og gavegenren, men i den grad emmende af atmosfære i kraft af et lækkert layout og et fint personligt præg. Opskrifterne tager udgangspunkt i 26 forskellige urter og bær med op til flere variationer over hver - i alt 56 opskrifter. De fleste involverer det populære hjemmehåndværks mest folkekære ingredienser fra den danske natur i enkle og klare opskrifter, så alle kan med andre ord her være med. Til hver ingrediens er der lidt kulturhistorie om anvendelse, som sammen med en generel indledning om livsglæde rummer Bjarne Nielsen Brovsts helt personlige forhold til de forskellige snapse. Hver flaske har således foruden naturens produkter tilsat sin egen lille oplevelse og kulturhistorie, der suppleres af de mange lækre fotos af blomster, bær og flasker eller forfatteren selv i natur og glitrende dansk sommersol. En lille bemærkning fra undertegnede skal gå på, at vi stadig er mange, der i det midt- og vestjyske kalder revling for sortbær

Sammenligning

Om emnet findes en del på bibliotekerne. Politikens bog om kryddersnaps er for mig her hovedværket, mens de fleste andre kan betegnes som supplement

Samlet konklusion

Et særdeles indbydende og mundvandsfremkaldende supplement til bibliotekernes bøger om kryddersnaps overalt hvor større interesse er til stede