Lektørudtalelse

Forfatter: Alma Lind Jensen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Bogen er bredt henvendt til alle unge og voksne, der ikke vil anerkende det fælles livsvilkår: døden. Ingen kommer udenom det - hverken at miste eller selv dø. Dele af bogen vil også kunne bruges som baggrundsmateriale i opgaveskrivning på gymnasieniveau og voksenuddannelserne

Beskrivelse

Bogens ærinde er at gøre os mere fortrolige med døden. Dens forfattere har hver deres uddannelser, men begge er dertil psykoterapeuter. Bogen falder, som jeg læser den i 3 hoveddele, hvor vi i første del får noget teori at reflektere over. 2. del rummer 6 interviews med personer om deres forhold til døden. 3. del er den terapeutiske del, som rummer øvelser. Den teoretiske del er meget velskrevet og fører med enkle tanker og referencer sin læser dybt ind i dødsbegrebet. Her er ingen endegyldige svar, men alligevel væsentlige og troværdige udsagn, som giver mening. Efter min opfattelse et første del virkelig god og helstøbt, men bogen fortsætter ikke i samme spor. Interviewdelen er gumpetung i sammenligning. Øvelserne er til selvhjælp og går ind på de psykologiske processer. Omslaget (Brendekildes maleri "Udslidt") signalerer mere kulturhistorie end filosofi og udvikling, som er bogens egentlige substans. I bogen findes en analyse af billedet, som også virker lidt påklistret

Sammenligning

Vi har set en del titler om at bryde dødstabuet. Én af dem er Den fortrolige død, 2012

Samlet konklusion

En lidt usammenhængende bog om livets endegyldige vilkår. Bogens første del er dog så vellykket, at den er grund nok til anskaffelse