Lektørudtalelse

Forfatter: Per Månson

Anvendelse/målgruppe/niveau

Danmark er det land i verden, der har flest Weber-griller i forhold til indbyggertal, og de mange ejere vil elske de nye udfordringer, røgningen giver

Beskrivelse

Purviance er amerikaner og har skrevet flere grillbøger for Weber, bl.a. Så er det grilltid, 2012. Røgning i grill er ved at blive den nyeste trend for havegastronomer, og Purviance giver en grundig indføring og naturligvis mange lækre opskrifter. Hardcore-grillmestrene kan investere i en decideret røggrill, der er perfekt til at kontrollere temperatur og langtidstilberede, men mange af opskrifterne kan sagtens klares på en almindelig kuglegrill eller gasgrill med eller uden røgboks som tilbehør, for oftest kan træflisen - eller hvad man nu bruger - smides direkte på kul/briketter. Der er mange forslag og gennemgang af de forskellige træsorters forskellige egenskaber, og ved hver ret anbefales bestemte sorter, ligesom det angives, hvilken grilltype, der er optimal til netop denne opgave

Sammenligning

Der er på dansk endnu ikke udkommet andre bøger, der kombinerer grill og røgning, men diverse madtidsskrifter har allerede været på banen, så det er sikkert kun et spørgsmål om tid

Samlet konklusion

En meget indbydende og instruktiv indføring i at kombinere grillning og røgning med et væld af spændende opskrifter