Filmvurdering

Forfatter: Anne Grete Jacobsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Som titlen antyder henvender disse 3 dvd'er sig til den gravide, som ønsker at holde sig fit under graviditeten og til den gravides partner. Den vil også kunne anvendes af undervisere inden for Body-sds-systemet (Body Self Development's System)

Beskrivelse

Body-sds er et system som er udviklet i Skandinavien af Erland Hartung og videreudviklet af hans søn Ole Kåre Føli og barnebarnet Bengt Valentino Andersen. Systemet består af massage- og åndedrætsteknikker og ledmassage, som har til formål af fjerne spændinger i kroppen, både fysiske og psykiske. På disse 3 dvd'er vises hvordan øvelserne kan bruges af den gravide og hendes partner. På den første dvd er der 3 træninger og 2 massagefilm, som kan anvendes af den gravide til omkring den 30. graviditetsuge, på dvd nr. 2 er der 5 træninger og 1 massagefilm, som henvender sig til den højgravide og på den sidste dvd er der 3 film med babymassage og yderligere 3 små film med tips til amningen og med råd til løfte- og bæreteknik. Alle filmklippene er vist og fortalt i roligt tempo, og øvelserne vil kunne anvendes af alle uden forudgående kendskab til systemet

Sammenligning

På dvd'en Cufei : Body Self Development's System, 2006 er der anvisninger til træningsformen, og i bogform er systemet beskrevet i Mit indre rum, 2006, men der findes ikke noget, som specielt henvender sig til gravide

Samlet konklusion

For kendere af systemet og for gravide, som ønsker at lade sig inspirere til en skånsom måde at træne kroppen på og lave babymassage, er det tre gode og instruktive film