Lektørudtalelse

Forfatter: Maria Sjøblom

Anvendelse/målgruppe/niveau

Nysgerrige børn mellem 4 og 8 år og deres voksne vil elske at fordybe sig i denne bogs surrealistiske verden i lang tid. På grund af den lidt mørke forside, kræver den sikkert lidt ekstra formidling til pigerne, og det fortjener den

Beskrivelse

Den kendte danske illustrator og forfatter udfordrer igen rammerne for, hvad en billedbog kan. Katten Donna bor hos en mand, der hedder Bertil i en lille lejlighed. Han tror at hun ligger og sover dagen lang, men i virkeligheden øver hun sig i at danse ballet som Den lille ballerina i fjernsynet. Da Donna ved et uheld kommer til at skifte kanal, opdager hun at det føles mere naturligt at springe som en gepard. Hendes vilde spring sender hende ud af vinduet og Bertil køber en hund i stedet. Forfatteren formidler budskabet om, at verden ofte er større end man lige tror og at man sagtens kan lære noget, selvom andre ikke tror at man kan. Billedbogen har format som en "rigtig bog" og historien fortælles gennem en velskrevet, næsten staccato tekst og gennem de fantastiske, surrealistiske illustrationer, som indbyder til mange fortolkninger. En del af historien fortælles udelukkende gennem illustrationerne, næsten som en graphic novel

Sammenligning

Bogens tema kendes fra fx Zenia Johnsens Hunden der ikke troede på op og rammer til perfektion Dorte Karrebæks specielle univers

Samlet konklusion

Endnu en skøn billedbog i vanlig høj kvalitet fra forfatteren, der samtidigt udfordrer billedbogens rammer og føjer nye dimensioner til, hvad formatet kan bruges til