Lektørudtalelse

Forfatter: Per Drustrup Larsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Formidles bredt til den oplagte målgruppe af eventyrlystne læsere af alle slags - jægere samt natur- og antropologisk interesserede foruden rejsende turister i de lande, bogen foregår i

Beskrivelse

Efter biografien om Freddy Wulff og hans liv i 2010 samt Professionel jæger i 2011 om hans tidlige liv som professionel jæger i Australien og New Zealand kommer her flere beretninger om hans eventyrlige natur- og jagtoplevelser under vildt ekstreme betingelser i Mexicos jungle, Yukon og Alaskas vildmark, til havs ved Indonesien, i regnskoven i Laos, i Australien efter mad med aboriginals eller i 4-hjulstrækker efter levende vildsvin. Det er medrivende historier om drabelige oplevelser under forhold, som kun meget få har oplevet. Det er samtidig historien om nogle naturfolks - indianere, aboriginals, junglefolk og nybyggere - livsbetingelser under dramatisk forandring, nogle folk der lever i og af naturen med jagt som middel. Det er fortalt med god sans for sprog og komposition og suppleres med ofte rigtigt gode fotos af forskellige fotografer

Sammenligning

Hans egen Professionel jæger er nærmest sammenlignelige bog, og de 2 bøger supplerer hinanden rigtigt godt både mht. emner og tid, da den nye er bredere og foregår senere end 1970'erne, uden at den kan tidsfæstes præcist

Samlet konklusion

Vildt spændende, dramatiske og interessante historier om jagt- og naturoplevelser samt møder med naturfolk rundt om i verden. Velskrevet og med gode billeder vil bogen være interessant for flere læsere end de rene jagtbøger