Lektørudtalelse

Forfatter: Hans-Christian Uth

Anvendelse/målgruppe/niveau

Bogen er relevant for pædagoger, lærere og klubmedarbejdere. Dens beskrivelser rækker fra skolestart til ungdomsuddannelser

Beskrivelse

Antologien rummer 16 artikler, hvoraf den første og den sidste rammer beskrivelserne ind. Den første ved at give en historisk beskrivelse af læringsrum; den sidste ved at diskutere digitaliseringens betydning for læringsrummene. De øvrige 14 giver beskrivelser af vidt forskellig brug af omgivelserne som læringsrum - lige fra de etablerede institutioner som Vestforbrænding og Sagnlandet Lejre til skolehaven, byrummet og byggepladsen. Artiklerne rummer dokumenterende og stemningsskabende illustrationer, og de rummer næsten alle litteraturlister, links og lister over konkrete gode råd. Bogen indledes med et motiveringskapitel og afsluttes med et efterskrift, som yderligere perspektiverer betydningen af institutionernes anvendelse af omgivelserne i undervisnings- og læringsarbejdet

Sammenligning

Vi har ikke andre titler, som giver en bredt dækkende beskrivelse af mulighederne for at bruge omgivelserne som læremiddel. Der findes en del beskrivelser af brug af naturen, og vi har nogle småskrifter med det lidt bredere perspektiv: Udeskole - viden i virkeligheden, 2012 og Læringsmiljø nærmiljø, 2010

Samlet konklusion

Aktuel og relevant udgivelse med inspiration og vejledning til åbning af skolen mod det omgivende samfund