Lektørudtalelse

Forfatter: Henrik H Pedersen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Til kendere af Per Gammelgaard og herunder hans tidligere lynhistorier fra Svinets blik fra 2009. Kan endvidere formidles sammen med mange danske forfatterstemmer fra provinsen og det såkaldte udkants-Danmark, med dets skæve eksistenser, som mange bl.a. kender fra Erling Jepsens forfatterskab. Kan endvidere bruges i oplæsningssammenhænge

Beskrivelse

Per Gammelgaard har efterhånden et stort forfatterskab bag sig med både digte, noveller og romaner og han har måske endda opfundet en helt ny genre med begrebet lynhistorier. Således blev man bekendt med denne form i Per Gammelgaards samling Svinets blik fra 2009 og Per Gammelgaard forsætter konceptet i nærværende bog med over 70 korte såkaldte lynhistorier. De mange korte historier har en fællesnævner som kan karakteriseres som en fortælling om skæve originale eksistenser fra provinsen. Flere navne går igen i historierne, bl.a. den lidt for smarte og enfoldige Stanley og desuden møder man mange originale figurer som Gunnar, som væltede Berlinmuren og Frøken Klokken som protesterer mod sommertid

Sammenligning

Per Gammelgaard har sin egen stemme, men universet i Dyt for Stanley kan godt sammenlignes med både Erling Jepsen og især Jens Blendstrups forfatterskaber

Samlet konklusion

Meget originalt, humoristisk og særdeles velskrevet. Kan anbefales til især kendere af Jens Blendstrup og det skæve og underfundige indenfor især dansk litteratur