Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Rahbek Christensen

Kort om bogen

Vidunderlig og informativ billedbog for de 3-6 årige om bamsen Brunos oplevelser om sommeren i sin have og i naturen

Beskrivelse

Billedbogen er sidste del i serien om årets gang i Brunos have. Bruno er en klassisk, gul teddybjørn, som bor i et lille hus sammen med hunden Maja. De 2 venner oplever årstidernes skiften i haven og naturen omkring, og i dette bind er det sommer. Bruno og Maja går på opdagelse blandt havens dyr og planter. De slår græs og vander, og da de bliver trætte, går de ned til søen for at bade og spise frokost. Bagefter plukker de skovjordbær, som de bruger til en lagkage til deres gæster. På omslagets 2 indersider er Brunos naturdagbog med tips til bl.a. bekæmpelse af snegle og brændenælde-gødning. Svenske Gunilla Ingves har også lavet andre billedbøger om Bamse Brunos oplevelser i naturen, bl.a. Bamse Bruno og græshoppen Tippe

Vurdering

De dejlige og hyggelige illustrationer er malet i fine, douce farver med en blanding af akvarel og farvekridt. Billedbogen kan bruges til hyggelig højtlæsning og som inspiration til at gå på opdagelse i naturen om sommeren. Den vil også være velegnet til emnearbejde om årstider, i både børnehave og indskoling

Andre bøger om samme emne

4. del i serien er lige så vellykket som de øvrige 3 bind, og er helt i samme stil. Der findes også andre billedbøger om emnet sommer, fx Sommer med Pernille og Karl Johans sommerliv på landet