Lektørudtalelse

Forfatter: Morten Halskov Jensen

Kort om bogen

Liv og aktivitet under vandet. Mød en dykker, se et bæverbo eller vær med i dybet ombord på en ubåd. For 4-7-årige, der har lyst til at vide mere om verden under overfladen i søer, åer eller have

Beskrivelse

Billedbog om alt det der sker i vandet under overfladen. Der er guldfisk i en dam og bævere, der bygger bo i en å. Vi besøger et kraftværk og en sluse, der begge fungerer ved hjælp af vand. Vi får et kig ind i livet på en fiskekutter, et stort krydstogtskib og en boreplatform langt ude på havet. Vi kommer også med i en ubåd, der tager os ned på bunden af havet til et skibsvrag, og videre til polarhavets kulde med hvaler, isbjerge og pingviner

Vurdering

Spændende og inspirerende billedbog, der viser mangfoldigheden af liv og aktivitet under overfladen i søer, åer og have. Teksten er faglig og indeholder mange informationer om de enkelte scener. Illustrationerne er i teknisk tegnestil med en tynd streg og fulde af detaljer om det, der er under og over overfladen. Bogens saglige indhold gør den velegnet som temalæsning i børnehaven eller indskolingen

Andre bøger om samme emne

Andre bøger om hvad der er i havet kunne være Kig og find 1001 ting i havet, hvor man skal gå på opdagelse eller 50 overraskelser under havet, hvor drengen Anton er på dykkertur. Klassikeren Bennys badekar bør også nævnes