Lektørudtalelse

Forfatter: Carsten Güllich-Nørby

Kort om bogen

Interessant og fornyende ledelsesbog, der med sit fokus på ledelse af adfærd og konkrete ledelsesværktøjer henvender sig til ledere på alle niveauer. Supplerende materiale til opgavebrug fra og med godt handelsskoleniveau

Beskrivelse

"Vi står på kanten af et paradigmeskift, der vil ændre vores tilgang til virksomhedsledelse. Det betyder, at vi må lægge en stor del af den viden, vi har tilegnet os i løbet af de sidste årtier, væk." Sådan skriver Mettelene Jellinggaard og Alexandra Krautwald i deres nye bog, der er i tre dele. Første del redegør for baggrunden for paradigmeskiftet. Anden del retter spottet mod det bogen kalder "Det begrænsede menneske". Her er tre overskrifter for menneskelig adfærd: "Vi er ikke rationelle", "Vi er ikke viljestærke" og "Vi er ikke selvkørende". Tredje del hedder "Nudging som fremtidigt ledelsesværktøj" og introducerer en værktøjskasse, når man skal arbejde med ledelse af adfærd. Om begrebet "nudging" skriver forfatterne: "Nudging er det konkrete arbejde med at fremme en eller flere specifikke adfærdsreaktioner i omgivelserne."

Vurdering

Velskrevet interessant ledelsesbog, som med sit fokus på konkrete ledelsesværktøjer er brugbar for ledere på alle niveauer

Andre bøger om samme emne

Et par andre titler om begrebet "nudge" er Nudge og Mettelene Jellinggaards Nudge, nudge - social kapital, som hun har skrevet sammen med Vibeke B. Didriksen