Lektørudtalelse

Forfatter: Bo Knudsen

Kort om bogen

En gendigtning af eventyret om Hans og Grete og kagehuset i skoven. Højtlæsning for de 5-9-årige

Beskrivelse

Skovhuggerens børn Hans og Grete bliver efterladt i skoven for at dø. Men inde i skoven finder de et hus af kage og slik. Handlingen er velkendt, men bortset fra kagehuset er det magiske nedtonet. Heksen er "en gammel kvinde", og ingen and sejler børnene over åen. Hvorfor Neil Gaiman omskriver folkeeventyret, så fortællingen nærmest foregår i en historisk tid med krig og hungersnød, forklarer han selv i et efterord. John Kenn Mortensens sort/hvide tegninger veksler i størrelse fra halve sider til hele opslag. Han takker i bogen Statens Kunstfond for støtte

Vurdering

Flot udgave af eventyret i lækkert layout. De markante og uhyggelige tegninger giver bogen kant. Både illustrationerne og omskrivningen, hvor personer og miljø får mere "kød og blod", sigter mod børn lidt ældre de egentlige billedbogsbørn

Andre bøger om samme emne

For samme aldersgruppe er Villy Sørensens oversættelse fra Eventyr for børnene og hjemmet fin. Gaiman leger i den skønne Søvn og torne (med fantastiske tegninger af Chris Riddell) helt anderledes fantasifuldt med eventyrgenren. Illustrators streg ses tydeligt i hans egen bog De utilpassede