Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Rahbek Christensen

Kort om bogen

Flot og underholdende myldrebog med biler og andre transportmidler i byen - for de 2-4-årige

Beskrivelse

Myldrebog med 4 dobbeltopslag fra områder i en by: ved stationen, på byggepladsen, langs markerne og til et motorløb på havnen. Der er ingen tekst i bogen. Den tyske tegner Stephan Lomp har kun udgivet en bog mere, som er i samme serie

Vurdering

Bogen er meget solid med tykke papsider. Illustrationerne er tydelige og farverige og med masser af detaljer at gå på opdagelse i. På bogens bagside er vist 12 figurer, som man kan lede efter i de 4 scenarier, men der står ikke, at man kan finde dem i bogen. Bogen virker derfor umiddelbart mere som en myldrebog, man kan gå på opdagelse i end som en decideret findebog. De yngste børn vil have glæde af at kigge på de mange detaljer i bogen og snakke med en voksen om billederne, mens det vil være udfordrende for de lidt ældre børn at finde de 12 figurer på hvert dobbeltopslag

Andre bøger om samme emne

I samme serie findes Byggeplads vrimlebog, som har helt samme layout. Der findes en del andre billedbøger om biler til de yngste, fx Den store vrimlebog om biler, Kig & find køretøjer, fly & skibe og Kig og snak om transport