Lektørudtalelse

Forfatter: Jette Landberg

Kort om bogen

To intense postmodernistiske kortromaner fra 1979 og 1980, der er startskuddet til Haruki Murakamis forfatterskab, hvor man følger en ung mands lidt tilfældige gliden gennem livet, tanker om det og en masse om flipperspil. For Murakamis mange læsere, der her får et unikt indblik i begyndelsen og et forord af forfatteren selv

Beskrivelse

Romanerne udgør del 1 og 2 af "Rottetrilogien". I 1. del møder vi en ung biologistuderende på sommerferie hjemme i kystbyen i august 1970. Han gør sig tanker om alt muligt, livet flyder forbi, og lydsporet kører med datidens hits. Han fører lange samtaler med Rotten, der er droppet ud af universitetet. På Jays Bar drikker de mange øller, mens pigerne glider ind og ud af deres liv. I 2. del er hovedpersonen midt i 20'erne, han har et lille oversætterfirma, og livet glider stadig lidt tilfældigt forbi, mens han i en periode har en affære med to tvillingepiger, der flytter ind. Samtidig bliver han grebet af at finde et bestemt flipperspil, og vi får en masse viden om spillenes historie. 3. del af trilogien er En vild fårejagt, der var Murakamis danske debut i 1997

Vurdering

Hver for sig små historier, men de giver historien bag og et unikt indblik i en forfatters opståen. Foruden de to historier får vi et meget interessant forord, hvor Murakami fortæller om, hvordan han blev forfatter

Andre bøger om samme emne

Paul Austers Moon Palace er også en ung, rodløs, indadvendt mands historie