Lektørudtalelse

Forfatter: Jette Landberg

Kort om bogen

Dejlig italiensk krimi med den arbejdsløse og nyligt fraskilte psykolog Anna Pavesi som ufrivillig detektiv. Her er masser af norditaliensk stemning fra Bergamo og omegn. For krimilæsere, der kan lide en god opklaring med almindelige mennesker uden alt for makabre udpenslinger

Beskrivelse

Anna Pavesi er flyttet til Bergamo, hvor hun har overtaget en lille lejlighed efter sin bedstemor og forsøger at skaffe sig en indtægt ved private småjobs som psykolog og som privat efterforsker. Benedetta med et fornemt efternavn har en halvsøster, der tilsyneladende er blevet dræbt i en trafikulykke. Modvilligt og pga. pengemangel påtager Anna sig at forske i sagen, og det fører hende ud på den tågede flade Poslette, til et område hvor de udenlandske prostituerede samler mænd op. Forfatteren underviser på universitetet i Torino, han er oversætter og udgav sin første roman i 1997

Vurdering

Fin, ret realistisk krimi, hvor opdageren er en helt almindelig, lidt ensom kvinde og plottet er til at forstå. Stemningen på den vinterkolde Poslette og i Bergamos gamle kvarter er godt skildret, så lad os bare få de to andre bøger i Anna-Pavesi trilogien oversat

Andre bøger om samme emne

Dolores Redondo har skrevet fra Nordspaniens kolde, våde Baztàn dal, i Den usynlige vogter og de to efterfølgere. Der er lidt af den samme stemning, de er dog noget mere indviklede og blodige