Lektørudtalelse

Forfatter: Maria Guldager Rasmussen

Kort om bogen

I 1897 flytter den unge Ebba fra Randers til København, da familien, hun er ansat hos, rykker til hovedstaden. Her oplever hun bl.a. at blive uddannet boghandlerske, ligesom hun bliver en del af det spirende kvindeoprør. Et kvindeportræt med indbygget Danmarkshistorie for kvindelige læsere i alle aldre

Beskrivelse

Ebba er født i Bække, Jylland, under trange kår i 1880. Smertensåret 1864 fylder meget i samfundets bevidsthed. Men Ebbas horisont udvider sig, da hun først kommer i huset hos en grossererfamilie i Randers og senere flytter med familien til København. Her får Ebba mulighed for at uddanne sig til boghandlerske, da grossereren tidligt har opdaget, at Ebba deler hans litterære lidenskab. Også kærligheden møder Ebba, ligesom hun knytter sig stærkt til veninden Frida, der lægger mange kræfter i kvindesagen

Vurdering

Vellykket romandebut, der er forfattet i et levende og letlæseligt sprog. Historien beskæftiger sig med mange temaer som fx kvindefrigørelse, fattigdom, sindssyge, krig og homoseksualitet, og det er derfor ikke dem alle, der når at blive foldet helt ud, selv om forfatteren har evnen til at gøre det. Det er dog en fin, underholdende og ind imellem oplysende roman, der nok skal finde sit publikum - særligt blandt kvindelige læsere

Andre bøger om samme emne

Den danske kvindefrigørelse kan man blive meget klogere på i fagbogen Lillys Danmarkshistorie af Pia Fris Laneth. Desuden kan stemningen og sprogtonen godt minde om En ny tid af Ida Jessen, selvom denne besidder flere litterære kvaliteter