Lektørudtalelse

Forfatter: Louise Urban Andersen

Kort om bogen

Få inspiration til at lave sunde is fulde af næring. Bogen kan anvendes af alle, der ønsker en sundere livsstil, uden at gå på kompromis med smagen

Beskrivelse

Fibæk og Cia er makkerparret bag GreenGoddess.dk, der fokuserer på at det sunde liv skal være fyldt med næring, smag og nydelse, men uden bl.a. gluten og mælkeprodukter. Den tankegang fører de videre i denne bog, der fokuserer på at det sunde liv ikke skal være en lang askese. Indledningsvis er der et afsnit om det nødvendige udstyr. Der kan anvendes både blender og ismaskine. En del af opskrifterne indeholder ingredienser, som det ikke er muligt at købe i almindelige supermarkeder, men de kan købes i den lokale helsekost. Den første del af opskrifterne drejer sig om ispinde, mens den sidste del drejer sig om creme-is og sorbet. Hver opskrift anviser udstyr og ingredienser, der skal bruges samt fremgangsmåde og som bonus et lille tip. Bogen sluttes af med tilbehør såsom sundt flødeskum, naturlig krymmel og farve

Vurdering

Absolut lækre og visuelt virkelig smukke is. Bogen er et overflødighedshorn af inspiration til det sunde liv, og opskrifterne er lette at følge. Der er enkelte ingredienser, der skal skaffes via helsekost, men de fleste kan købes i supermarkedet

Andre bøger om samme emne

 Is og kolde desserter - uden mælk eller gluten indeholder bl.a. også opskrifter på sunde is. Indeværende bog er dog mere inspirerende og nyskabende i sine opskrifter