Lektørudtalelse

Forfatter: Inger Nygaard Kaad

Kort om bogen

En uhyggelig fremtidsvision bygget på en særlig læsning af bibelen, hvor kvinder holdes som tjenerinder og agerer fødemaskiner. For voksne med interesse for spænding/fremtidsromaner

Beskrivelse

Roman om en dystopisk nær fremtid med krig. Bogen følger en kvinde, der før samfundsomvæltningen havde mand, barn og job. Alle kvinder mistede retten til job og penge. Familien blev tvangsadskilt, og hun ved ikke, om de lever. Kvinden er tjenerinde. Hendes (og de andre tjenerinders) opgave er, ligesom trælkvinden i Det Gamle Testamente, at føde sin husstand børn, da befolkningstallet er lavt. Tjenerinderne bedækkes og føder rituelt og bliver derefter adskilt fra de børn, der måtte komme ud af det. Den nye verdensorden er helt uden kærlighed, men med mistro, angivelse og enorm kontrol Bogen slutter meget overraskende i år 2195

Vurdering

Genudgivelse pga. TV-serien "The handmaids tale". Virkelig spændende historie, der er fortalt med en hemmelighedsfuld fortællestil, hvor læseren gradvis skal stykke romanens univers sammen: Hvem er jeg'et? Hvad er det, hun udsættes for, og hvad er det for en verden, hun lever i? Super samfundsaktuel i forhold til det religiøse, klimakrise, krig og kvinders retsstilling. Læselysten vækkes fra første kapitel og fastholdes bogen igennem

Andre bøger om samme emne

Minder i tema om 1984 - men er langt mere gribende