Lektørudtalelse

Forfatter: Lotte Klemens Thomhave

Kort om bogen

Ny udgivelse af eventyret om den lille havfrue med fine naturalistiske illustrationer. Mest egnet for større børn og voksne med interesse for H. C. Andersen og eventyr

Beskrivelse

Bogen er en gengivelse af H. C. Andersens eventyr fra 1837 med nye illustrationer af Claus Bekker-Olsen. Den unge havfrue længes efter menneskenes verden, hvor man får et liv efter døden. Som 15-årig får hun lov til at stige op til overfladen og betragte den uopnåelige verden. Her ser hun en ung prins, som hun forelsker sig i og hun vil give alt for at få ham som ægtemand. I sidste ende også sit liv. Teksten er med moderne retskrivning. Museumsinspektør Ejnar Stig Askgaard fortæller i efterordet om tilblivelsen af eventyret

Vurdering

Illustrationerne viser en række nøglescener i eventyret, som foregår under og over havet og er malet i en naturalistisk stil. Samspillet mellem de mørke og lyse farver er med til at skabe den dystre stemning i eventyret. Historien om den lille havfrue, der ofrer sin stemme og sit liv for den smukke prins er ikke egnet til små børn

Andre bøger om samme emne

I Den lille havfrue (Ill. Peter Madsen) er de animerede tegninger rettet mod mindre børn. Claus Bekker-Olsen har også illustreret Klods-Hans (Ill. Claus Bekker-Olsen) og Fyrtøjet (Ill. Claus Bekker-Olsen) af H.C. Andersen