Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Rahbek Christensen

Kort om bogen

Sjov og fantasifuld billedbog om en eventyrbog, som går i stykker, så historierne bliver blandet sammen. Kan læses højt for børn på 3-7 år

Beskrivelse

Kamilla har fået en bog med eventyr af sine bedsteforældre, men hendes hund river bogen i stykker, da Kamilla er gået i seng. De mange stumper ligger oveni hinanden, så historierne bliver blandet sammen. De sammenblandede eventyr er Askepot, Snehvide, Aladdin og Guldlok. Askepot kommer til at gøre rent i de 3 bjørnes hus, og da hun tørrer en lampe af, kommer lampens ånd frem. Askepot ønsker, at bogen skal blive hel igen, så dagen efter kan Kamilla læse i sin bog igen. Den franske forfatter Véronique Cauchy har ikke udgivet andre bøger på dansk, mens illustrator Grégoire Mabire har udgivet yderligere 4 billedbøger på dansk

Vurdering

Billedbogen er sjov og fantasifuld og giver en anderledes vinkel på de kendte eventyr, som i bogen blandes på nye måder. Den ødelagte eventyrbog får en sjov tredimensionel effekt ved at man fx kan gå fra den ene stue ind i den anden, de steder hvor nogle iturevne sider ligger hen over hinanden. Illustrationerne er farverige og hyggelige, men personernes ansigtsudtryk er lidt anonyme

Andre bøger om samme emne

Grégoire Mabire har bl.a. illustreret billedbogen Ulven som røg ud af historien, som også er et omvendt eventyr, hvor bøgernes univers bliver til en tredimensionel virkelighed, som man kan gå ind og ud af