Lektørudtalelse

Forfatter: Henrik H Pedersen

Kort om bogen

Erindringer fra en af Danmarks store ledere indenfor landevejs- og banecykling. Henrik Elmgreens fortællinger fremhæver samtidig vigtige begivenheder fra cykelsportens historie gennem de seneste 50 år. For interesserede i cykelsportens historie

Beskrivelse

Henrik Elmgreen var ikke selv nogen ørn på en racercykel, men havde dog eliterytter-licens i begyndelse af 1960erne, hvor fortællingen begynder. Hurtigt blev det klart at det var som leder, organisator og speaker indenfor cykelsporten at HE havde sit største talent, hvilket man også kan læse om i nærværende bog. "Cykelprofessoren", som bogens hovedperson kærligt kaldes, har ifølge bogen, overværet mere end 500 cykelløb på bane og landevej, både som organisator og kommentator. Gennem nogle af disse løb fortælles historien om cykelsporten gennem de sidste 50 år. Derudover er der mange portrætter om nogle af sportens profiler fra perioden. Henrik Elmgreen har tidligere, især tilbage i 1980- og 90erne skrevet en del bøger om cykelsport, især om banecykling

Vurdering

En inspirerende bog som formidler cykelsportens sjæl på bedste vis. Herlige anekdoter krydret med et flot billedmateriale

Andre bøger om samme emne

I form og layout minder bogen om Elmgreens egen Historien om det københavnske 6-dagesløb. Anden nyere relevant bog er De danske cykelhelte